Biulven

Biulv ved indgangen til sin gang (billede fra Wikipedia)

Forleden dag fandt jeg en koloni af den forholdsvis sjældne biulv. Jeg opdagede den fordi jeg så et hvepselignende insekt komme flyvende med en bi mellem benene. Det landede og forsvandt ned i et hul mellem fliserne på fortovet.

Biulvekoloni

De fleste ville ved første øjekast nok tænke at det da bare er nogle myretuer der mellem fliserne, som der jo er så mange af alle vegne. Men hvis man går lidt tættere på, kan man se, at det ikke er myrer, men noget mere interessant.

Et enkelt biulvbo

Biulven er nemlig en gravehveps, der graver meterlange gange i sand og alt det sand den graver op, skubber den ud af hullet med bagbenene, så det danner flad bunke på den ene side af indgangen til boet.

Nede i den lange gang graver biulven (hunnen) nogle kamre, hvor den i hvert kammer lægger et æg sammen med en honningbi, den har fanget og lammet til lejligheden. Bien er kun lammet og ikke død, så den kan holde sig frisk i ugevis. Larven spiser så af den levende, men lammede bi, imens den vokser op og bliver til en ny biulv.

For mange ligner biulven måske nok bare en almindelig hveps (alm. gedehams) af den slags, der kommer og irriterer en, når man spiser is. Men det er kun overfladisk pga. de sort/gule farver og striber, som er et almindeligt brugt og kopieret advarselssignal blandt insekter. For hvor de almindelige hvepse lever socialt i boer af papir, som de laver ved at gnave træ af f.eks. havemøbler og blande det med spyt, så lever den voksne biulv alene, laver gange i jorden og den lever ikke af is, men primært af pollen fra blomster.

Honningbi – larvernes føde

En tanke om "Biulven"

Skriv et svar

Kom med ud i naturen