Egå og Egå Marina

Egå

Egå er i dag en forstad til Århus, men var i sin tid en lille landsby, som i dag hedder Gl. Egå og som endnu ligge helt frit, lidt for sig selv i mellem marker, gamle bondegårde, motorvej og havet. Man kan måske synes, at det er lidt ejendommeligt, at sådan en lille landsby endnu ikke er opslugt af storebroderens fremadstormende byggeri. Men man skal nok bare glæde sig over, at der stadig findes lidt landsbyidyl hist og her så længe det varer.

Den nyere del af Egå ligger ud mod Århus Bugt og Kalø Vig og er et område, der tiltrækker folk med penge, som har råd til de dyre huse, som den gode beliggenhed ud til vandet medfører. Egå byggede i årene 1976 til 1978 en stor marina, som i dag er et yndet mål for næsten alskens tænkelig søsport. Skulle man blive sulten af al den søsporten rundt, så har marinaen endda både restauranter og isbod at byde på.

I dette afsnit vil jeg forsøge bedst muligt, at beskrive min tur igennem Egå en dejlig varm sommerdag, hvor solen var så elskværdig at skinne og regnen havde lovet at blive hjemme. Vi starter i Gl. Egå og bevæger os derefter ned mod stranden og Marinaen i mens vi holder øje med interessant natur og kultur vi møder på vejen.

Gl. Egå

Gl. Egå er jo, som vi tidligere konstaterede, en gammel landsby og hvilken dansk landsby med respekt for sig selv, har ikke en hvidkalket kirke, som generation efter generation – ofte gennem århundrede – har holdt ved lige til den dag i dag. Og Gl. Egå er overraskende nok heller ikke en undtagelse. Kirken er bygget i 1100-tallet i højmiddelalderen og må jo med sine næsten 1000 år i Egå have oplevet en del komme og gå og givet husly til en del duer og ugleunger.

Gl. Egå kirke
Gl. Egå kirke

Andet steds i Gl. Egå findes der et gadekær som den slags jo har det med at gøre i små landsbyer. Gadekæret ser måske lidt grumset og kedeligt ud, og det er det vel også, hvis man har sin opmærksomhed rettet mod musikken i øretelefonerne og bare glæder sig over, at man sørme heller ikke denne gang blev kørt over af et 40 tons vogntog på sin vej hjem.

Jeg havde nær gjort det samme, hvis det ikke lige var fordi jeg øjnede noget kulørt ude i alt det grumsede vand og plantesnask. Det var ved nærmere eftersyn en stor, flot og farvestrålende åkande eller nøkkerose, som de egentlig hedder. Men flot, det er den!

Nykkerose i gadekæret
Nykkerose i gadekæret
Tæt på nykkerosen
Tæt på nykkerosen

Tæt ved nøkkerosen, stod også en ægte åkande, nemlig en gul åkande. Den er måske ikke så flamboyant som nøkkerosen, men til gengæld har dens blade fået ophold på det danske rigsvåben, hvor det, som de fleste nok tror er hjerter, i virkeligheden er åkandeblade og er Jyllands heraldiske tegn.

Gul åkande
Gul åkande

Nede mellem åkandebladene, lå der adskillige guldfisk og solede sig.  Hvad man måske ikke lige opdagede i først kig er, at der en fiskelængde bag den temmeligt organge og iøjenfaldende guldfisk, er endnu en fisk. Den er bare brunliggrøn og må være noget guldfiskeyngel, der har fået sit mere naturlige udseende igen. Så de har nok levet der i nogle generationer! På bladet oppe i højre hjørne, kan man iøvrigt se nogle styltefluer – tilsyneladende både hanner og hunner. De er ret interessante i sig selv, da de har deres egen lille parringsdans, hvor hannen vifter med vingerne for an hunnen, for at imponere hende – noget man måske ikke lige ville have troet om noget så trivielt som en flue! Ja, faktisk kan de endda gå på vandet… Men nok om det.

Guldfisk og styltefluer
Guldfisk og styltefluer

På et andet åkandeblad landede der nemlig en rødøjet vandnymfe. Ja, det er jo ikke en egentlig guldsmed, men de minder nu meget om dem og så er de grådige rovdyr, der ikke tager sig af, om deres bytte har lyst til at blive spist eller ej. De spiser dem bare – ikke så meget sniksnak der!

Lidt til venstre mod det nederste hjørne af åkandbladet har den interesserede læser måske lagt mærke til noget vådt, aflangt snask, der ligger der. Det er skindet fra en vandnymfe, der har forladt sin sorgløse tid som blodtørstig og vandlevende larve og nu er blevet til en voksen og følsom, luftlevende og blodtørstig vandnymfe. Ak ja, de kære små skal jo flytte hjemmefra og lære at stå på egne ben før eller siden.

Rødøjet vandnymfe
Rødøjet vandnymfe

Nå, nok om den i første omgang, så kedelige dam. Lad os bevæge os ned til det nye Egå. På vejen derned kommer vi forbi Egå Ungdomshøjskole, som har Dannebrog oppe i flagstangen, hvor det frejdigt blafrer i vinden.

Dannebrog blafrer i vinden
Dannebrog blafrer i vinden

“Ny” Egå

På vej ned igennem det pæne villakvarter, hvor husene stort set ligger helt ned til stranden mange steder, sidder denne lille fyr og synger meget højere og kraftigere end man ligge ville tro sådan en lille fugl kan. Det er en gærdesmutte og den forsvarer sit område med sang, som så mange andre fugle. Jo kraftigere og længere man kan synge jo bedre er det og selv om det koster en del energi at synge så meget, så er det vel bedre end at slås og få fjerdene uglet.

Gærdesmutte
Gærdesmutte

Nede på stranden er en anden fugl også i gang. Det er landsvalen med sit røde ansigt og lange vinger og hale, der er i gang med at samle mudder ind til sin rede. I sådan et pænt kvarter kan man jo ikke lade sin rede forfalde til en lav standard – hvad ville naboen ikke tænke!

Landsvale med næbet fuldt af mudder.
Landsvale med næbet fuldt af mudder.

På den anden side af stranden, ude i vandet, kommer en traditionel, dansk turrobåd forbi. Hvad deres mål er, kan man kun gætte på, men måske er de på udkig efter de delfiner, der er blevet set i bugten i år eller måske bare de mere almindelige marsvin, som man ofte kan se komme op til vandoverfalden for at ånde.

Robåd
Robåd

De er næppe ude for at bade, for der er brandmænd i vandet og kommer man i nærkontakt med deres fangsttråde, så kan man godt regne med at fortyde det. Heldigvis er de ikke så farlige som f.eks. havhvepsen, der lever i det indopacifiske havområde og kan dræbe badende, hvis de kommer i nærkontakt med den.

Brandmand (gople)
Brandmand (gople)

Egå Marina

Vi slutter turen af ved Egå Marina med nogle billeder af det populære søsportsområde ved marinaen, hvor der iøvrigt også blev dumpet ammonition efter anden verdenskrig og som stadig ligger derude, men det er en anden historie.

Skarv og ung sølvmåge
Skarv og ung sølvmåge
Motorbåd på vej ud i Kalø Vig
Motorbåd på vej ud i Kalø Vig
Sejlbåd med Mols i baggrunden
Sejlbåd med Mols i baggrunden
Flere sejlbåde med Mols i baggrunden
Flere sejlbåde med Mols i baggrunden

Skriv et svar

Kom med ud i naturen