Søndagsekspeditionen: hvad kan man finde i grøftekanten

Fornylig var Ulvenyt på ekspedition i en grøftekant (plus lidt andet) for at se, hvad der gemmer sig af flotte blomster og spændende dyr sådan et sted, en sommermorgen i august. Og det er egentlig overraskende, hvad man kan få at se, hvis bare man har tålmodighed nok.

Det første dyr jeg faldt over, var en stor droneflue på en flot, gul blomst, der stod på et græsområde. Jeg er ikke ekspert i blomster, men jeg vil tro, det er en høgeskæg af en art. Hvis du kigger godt efter, kan du også se en lille, metalskinnende hveps siddende på et kronblad i venstre side af blomsten.

Droneflue og lille hveps på høgeskæg

Opildnet af det første fund, bedrog jeg mig videre ind i området og vupti!, var det ikke en lille fugl, der vimsede rundt der inde i krattet? Jo, sørme jo, det var en lille sangfugl og den var lige så hurtigt væk igen, som den kom. De ligner godt nok hinanden mange af dem med deres brunlige farve, men jeg tror denne her fyr er en kærsanger.

En lille sangfugl prøvede at gemme sig, men den slap ikke!

Gule blomster er jo altid populære, så her er endnu en. Denne gang er det en perikon. En gammel lægeurt, der er god mod dårligt humør og sløvsind, og også smager godt i snaps. Snapsen bliver iøvrigt sjovt nok rød og ikke gul, som man nok ville forvente. Den røde farve kan man faktisk også se på blomsten, hvis man gnider lidt på den.

Perikon

Jeg stødte også på denne hvide blomst, som jeg desværre ikke lige ved, hvad er… Limurt måske? Men flot det er den da med vanddråberne hængende på bladene.

Hvid blomst med vandråber

August er jo sæson for mange bær og jeg var da også heldig at finde nogle, selv om de ikke var særligt store og så lidt mærkelige ud…

Mærkelige, mutterede brombær

Efter at have prøvesmagt de (sure) brombær, fortsatte ekspeditionen i grøften og pludselig komme denne her lille sommerfugl og satte sig lige foran mig. Den kender de fleste nok. Det er en lille kålsommerfugl. Meget almindelig sommerfugl, hvis larver er grønne og blandt andet lever på kål – hvilket jo nok er derfra navnet kommer, tænker min skarpe hjerne. Den kan trække flere hundrede kilometer, hvilket da er ret imponerende for sådan en skrøbelig, lille sag.

Lille kålsommerfugl

Flyvende insekter var i det hele taget meget talrige i området. Her er det en flot, ternet kødflue. Deres æg, der kaldes spy, klækker lige efter de er blevet lagt og larverne lever f.eks. i ådsler og i regnorme (stakkels regnorm!). Så man kan faktisk godt sige, at den føder levende unger.

Kødflue

Trebåndet sumpsvirreflue på en agersnerle. Dem var der også mange af – begge to. Sådan en svirreflue kan godt se ret dramatisk ud med de gule og sorte striber, men det værste de kan gøre er vist at slikke på dig med snablen :). Stikke kan de i hvert fald ikke.

Svirreflue suger på en snerle

På samme plante kom også en anden, noget mindre svirreflue, der lige som den store nok var ude efter pollen og/eller nektar. De små svirrefluer er især dem, man ofte ser stå stille i luften, for at orientere sig, hvor efter de flytter sig lynhurtigt til et nyt sted, hvor de står stille igen. De er helt sikkert gode til at flyve, dog ikke bedre, end at man ofte ser dem splattet på kølergrillen efter en tur på motorvejen…

Dobbeltbåndet svirreflue

Og så kom der også lige en gammel kending, den syvplettede mariehøne, forbi. Dem er der rigtig mange af i år, da det har været et godt år for bladlusene, som mariehønsene lever af. Ja, mariehøns – og især deres larver – er faktisk ret glubske rovdyr. De mange mariehøns har nok også været en tur eller to forbi vor herre og bede om godt vejr, med alt det gode sommervejr, der har været i Danmark i år :).

 

Skriv et svar

Kom med ud i naturen