En dag på Østhavnen

Det var en sen lørdag formiddag i januar – ja, næsten middag. Vejret var fint, det blæste ikke så meget og det var enormt koldt! Så jeg besluttede mig for, at det ville være en fin dag, at bruge på en tur til et af de koldeste og goldeste steder i Århus pt.: Østhavnen.

I sommers var der et fint og ret frodigt bakke- og strandlandskab efter at havnen, der var blevet udviddet med oppumpet sand og jordaffald fra diverse byggepladser i omegnen, havde fået lov til at ligge brak i nogle år. Men nu er området i gang med at blive byggemodnet og er mest kendetegnet ved stenmolen, mudder og bart sand, efter at være blevet bulldozet fladt. Det er selvfølgelig ærgeligt, men i stedet for at ærgre mig over det, ville jeg hellere tage ud og se, hvad området nu havde at byde på.

Jeg slæbte min cykel igennem pløret ud til en god sten på molen, hvor jeg ville spise min medbragte frokost (som bestod af den madpakke, jeg ikke fik spist på arbejdet dagen før – man skal jo spare). Mens jeg spiste min madpakke, begyndte solen at  bryde igennem skyerne og det resulterede i nedenstående lysshow, som selvfølgelig på den anden side også godt kunne have været dødsstråler fra et angribende rumskib fra Mars. Men dødsstråler kan vel også være flotte…

Himlen stråler af dødsstråler!
Himlen stråler af dødsstråler!

Efter at have spist min madpakke, sad jeg lidt på stenen og spejdede efter noget interessant at kigge på. Bag ved mig var nogle bulgarske lastbilchauffører ved, at vaske deres gryder i en vandpyt efter at have tilberedt deres frokost over et gasblus. Til den anden side, lidt længere oppe ad molen, sad der nogle små skabninger på stenene. Jeg zoomede ind på dem med kameraet og de blev straks forvandlet til snespurve! Det er første gang jeg har set sådan nogle, så det var jo lidt spændende. Snespurvene lever på kolde, stenede egne i lande som Grønland, Norge, Sverige og Finland. Om vinteren trækker de længere sydpå til f.eks. Rusland og så her i lille Danmark. Så dem jeg så var måske fra Norge eller Sverige… Hvem ved?

Snespurve i flok
Snespurve i flok
Den kolde stenmole ser ud til at passe snespurven godt
Den kolde stenmole ser ud til at passe snespurven godt

En anden lille spirrevip, der holdt til sammen med snespurvene på molen, var denne her lille brune og ret undseelige fugl. Det er en piber. Dem er der flere forskellige arter af og de er alle meget ens, så jeg tør ikke sige hvilken én af dem det præcist er. Men efter at have studeret diverse bøger vil jeg gætte på skærpiber eller bjergpiber. Hælder nok mest til skærpiber, da den er kendt for at overvintre ved stenede kyster og moler og også yngler på øerne i Kattegat om sommeren.

(Skær?)piber. Den havde et par venner, som var lidt mere generte
(Skær?)piber. Den havde et par venner, som var lidt mere generte

Et par edderfugle eller ti blev det også til. De holder til på havet og er meget almindelige på de her kanter, hvor de finder muslinger og andet, der gror på molen eller dykker efter dem på havbunden. Ofte ser man dem dog ikke, da typisk holder til så langt ude, at man skal kigge godt efter dem i bølgerne for få øje på dem. Men denne dag var havet roligt og så er de lette at få øje på – især de voksne hanner, som er sorte og hvide med en grøn plet i nakken. For mig er det næsten som at se en gråand i en park, så ofte ser man dem, hvis man kigger efter dem, men de er jo ret flotte egentlig. Og så var der jo lige én, der så lidt anderledes ud end de andre. Den var meget mere hvid end normalt, så den syntes jeg da også lige var værd at kigge lidt på.

To edderfuglehanner
To edderfuglehanner
To andre edderfugle. Den til venstre er lidt speciel
To andre edderfugle. Den til venstre er lidt speciel

Efter at have siddet og frosset på molen, tog jeg videre helt ud til spidsen af molen til miljøhavnen (det hed det i hvert fald i gamle dage). Der kunne skibe der lækkede olie, vel sejle ind og lække i fred vil jeg tro. I dag er den næsten fyldt op med jord, men der er stadig et lille åbent område og ved den alleryderste mole, svømmede denne her underlige fugl rundt. Den var meget langt ude og jeg frøs ad h. til, så jeg havde svært ved at holde kameraet stille til et ordentligt billede. Først troede jeg det var en lappedykker af en art, for de holder ofte til i havne om vinteren. Men efter at have kigget lidt nærmere på billedet, da jeg kom hjem, tror jeg faktisk det er en lom. Dem er der også en del arter af, men umiddelbart vil jeg sige, at det er en rødstrubet lom, fordi den peger næbbet opad, hvilket er et ret typisk kendetegn… Og så fordi det er den mest almindelige art i Danmark ;). Sådan en har jeg heller ikke set før, så det var jo ret spændende.

En lom i lommen er bedre end en mus i en bus
En lom i lommen er bedre end en mus i en bus

Efter lommen var det alligevel ved at være lidt for koldt derude på Østhavnen, selv for mig, så jeg valgte at tage hjem, selv om jeg kun havde været ude i et par timer. Jeg havde en god halv times cykeltur foran mig, så forhåbentlig kunne det give lidt varme igen. Men inden jeg helt forlod havnen, syntes jeg da lige der var tid til et billede af sølvmåger i havnelige omgivelser.

Havnemåger
Havnemåger

Tak for denne gang og husk, at hvis man vil opleve noget nyt, så skal man være villig til at fryse måsen ud af bukserne en kold og karsk vinterdag :D!

2 tanker om "En dag på Østhavnen"

Skriv et svar

Kom med ud i naturen